Frimærker

Verdens dyreste frimærke

I Børsen kan man netop læse om prisen på verdens dyreste frimærke. Dette frimærke kan nu smykke sig af titlen “verdens dyreste” for fjerde gang. Det måler ikke mere end 3,2 centimeter i længden og 2,5 centimeter i bredden. Et areal der næsten kan dækkes af en dansk 20-kronemønt. Vægten er dog væsentligt mindre, værdien mange gange højere. Det ottekantede frimærke “1-cent magenta” fra det tidligere Britisk Guyana i det nordøstlige Sydamerika blev tirsdag verdens dyreste frimærke for fjerde gang, da det blev solgt på auktionshuset Sotheby’s i New York for 9,5 millioner dollar, 52 millioner kroner. Ikke overraskende er det samtidig verdens dyreste genstand i forhold til størrelse og vægt. Så det er kun en lille udvalgt skare af frimærkesamlere, som har råd til denne type sjældne frimærker.

Verdens næstdyreste frimærke

 

Det lille portomærke fra 1856 overgår det svenske frimærke Treskilling Yellow, der i 1996 blev solgt for beskedne 2,2 millioner dollar og gensolgt i 2010 for mindst samme beløb.

Baggrunden for det sjældne frimærke

 

Det 158 år gamle “1-cent magenta” har en bemærkelsesværdig historie. Britisk Guyana var afhængig af frimærker fra England, men da en sending blev forsinket i 1856, blev en nødplan iværksat, så landet ikke løb tør for porto. En lokal avis printede en række mærker i farven magenta med en værdi af henholdsvis en og fire cent. I 1873 fandt en 12-årig skotsk dreng det mærke, som tirsdag blev solgt til rekordpris. Han tilføjede det til sin samling, men solgte det videre for småpenge til en anden samler. Senere blev frimærket købt af en verdenskendt filatelist, Philippe la Renotiere von Ferrary, og blev efterfølgende doneret til et museum i Berlin. Efter Første Verdenskrig kom frimærket på franske hænder og blev i 1922 solgt på auktion for 35.000 dollar. I 1970 blev det solgt for 280.000 dollar, og 10 år senere røg det for 935.000 dollar til rigmanden John Eleuthère du Pont. Han blev senere dømt for drabet på den amerikanske OL-bryder Dave Schultz i en sag, der chokerede USA. Du Pont døde i fængslet i 2010. Det verdenskendte frimærke blev solgt fra hans dødsbo. Prisen kunne være blevet endnu højere, da det ifølge Sotheby’s auktionarius David Redden, der slog det rekordsættende hammerslag, var vurderet til mellem 10 og 20 millioner dollar. Han beskriver frimærket som i bemærkelsesværdigt god stand i forhold til sin alder.

Billede: Effervescing Elephant